Af ejendomsadvokaten, advokat med speciale i hævd
A ejede en ejendom, der strakte sig over begge sider af en tidligere jernbane, som blev nedlagt i 1968. I 1971 overtog Kommune K det tidligere baneareal, og i midten af 1980’erne blev det udlagt til sti. A købte sin ejendom i 1971 og indgik i 1973 en lejeaftale med kommunen om brug af en del af banearealet.
Senere anlagde A sag mod kommunen med krav om, at retten skulle anerkende, at han havde vundet ejendomshævd på en specifik del af arealet. A gjorde bl.a. gældende, at han siden omkring 1967 havde anvendt området sammen med sin øvrige jord, herunder til afgræsning af heste og kreaturer, og at det havde været indhegnet som en del af ejendommen.
Landsretten fandt dog ikke, at A havde opnået ejendomshævd ved sin brug af arealet. Retten lagde vægt på, at banearealet i mange år efter nedlæggelsen fortsat havde karakter af jernbaneområde og ikke fremstod som almindeligt landbrugsjord. Det var dermed tydeligt, at arealet stadig var en selvstændig ejendom adskilt fra de tilstødende grunde, og at A som nabo ikke havde ret til at benytte det.
Derudover bemærkede retten, at A fik ændret stiens placering efter at have gjort indsigelse mod kommunens planer, hvilket viste, at han var klar over, at K var ejer af arealet. Det understregede, at A ikke havde nogen berettigelse til at råde over området.
Byretten
Sagsøger, A, er ejer af en ejendom, der har jord på begge sider af den tidligere jernbane. Jernbanen blev nedlagt i 1968, og sagsøgte, (Kommune), overtog banearealet i 1971. Spørgsmålet under denne sag er, om sagsøger har vundet ejendomshævd på den del af banearealet, der støder op til sagsøgers marker. Sagsøger har efter sin endelige påstand påstået sagsøgte dømt til at anerkende, at sagsøger har vundet ejendomshævd på den del af banearealet, der støder op til sagsøgers arealer, subsidiært at sagsøger har vundet ejendomshævd på den østlige del af banearealet frem til det østlige hjørne af matriklen. Sagsøgte har påstået frifindelse. Sagsøger har til støtte for påstanden gjort gældende, at banearealet fra ca. 1967 har været indhegnet sammen med ejendommens jorder og anvendt til græsning for heste og kreaturer, at den tidligere ejer umiddelbart efter at banen var nedlagt indhegnede banearealet og da sagsøger overtog ejendommen var arealet indhegnet som en del af det købte areal. Det bestrides, at lokalbefolkningen anvender og har anvendt banestien til »trampesti«, og at det i givet fald indebærer, at sagsøger ikke kan vinde ejendomsret til arealet. Sagsøgte har til støtte for sine påstande gjort gældende, at betingelserne for at have vundet ejendomshævd ikke er opfyldt- idet sagsøgeren og de tidligere ejere af sagsøgerens jorder havde en positiv viden om, at banestien også efter jernbanestrækningens nedlæggelse tilhørte sagsøgte, og at sagsøgerne ikke på noget tidspunkt har haft føje til at tro sig berettiget til at udøve en ejers råden over banestien,- idet sagsøgerens eventuelle anvendelse af arealet til sine dyr må anses for en usynbar servitut, der kun kan erhverves ret til ved aldertidshævd,- idet sagsøgeren uanset spørgsmålet om rådighedens synbarhed ikke har udøvet en sammenhængende råden over 20 år,- idet sagsøgerens brug af banestien som overkørselsadgang mellem jorderne ikke kan danne grundlag for at vinde ejendomsret til arealet, men alene en brugsret til arealet,- idet det forhold, at lokalbefolkningen anvender og har anvendt banestien til »trampesti« indebærer, at sagsøgeren ikke kan vinde ejendomsret til arealet, men alene en brugsret til arealet, at bevisbyrden for at betingelserne for hævd er opfyldt påhviler sagsøger, at denne bevisbyrde ikke er løftet, og at det ved de fremlagte luftfotos tværtimod fremgår, at sagsøger ikke har udøvet ejers råden over banearealet.
Rettens bemærkninger:
Sagsøger har forklaret, at han købte matr. nr. 10 ao og den resterende del af matr. nr. 10 e i 1982, at banearealet vest for matr. nr. 10 ao ikke havde været indhegnet, og at han havde brugt arealet som markvej. Herefter, og da der ikke er andre oplysninger om anvendelse af banearealet vest for matr. nr. 10 ao, samt da sagen er anlagt den 7. november 2001, finder retten ikke, at sagsøger i mindst 20 år har udøvet en sådan råden, at han har vundet ejendomshævd til arealet vest for matr. nr. 10 ao.
Sagsøger har endvidere forklaret, at han i marts 1973 lejede matr. nr. 12 v af Kommunen, at der var adgang til det lejede via banearealet, at banearealet frem til den vestlige del af matr. nr. 12 v blev indhegnet sammen med det lejede, at kommunen var klar over, at sagsøger ville bruge banearealet, da det reelt var den eneste adgangsvej, og at indhegningen, bortset fra en mindre udvidelse i 1982, var uændret frem til den officielle åbning af banestien i 2001. Retten finder herefter, at sagsøgers anvendelse og indhegning af banearealet frem til den vestlige del af matr. nr. 12 v, svarende til den østlige del af matr. nr. 10 ao, må anses som et accessorium til lejeaftalen vedrørende matr. nr. 12 v, og sagsøgers brug findes derfor ikke at kunne medføre, at sagsøger har vundet ejendomshævd på arealet øst for matr. nr. 10 ao.
Herefter frifindes sagsøgte.
Vestre Landsret
For landsretten har appellanten, gentaget sin påstand for byretten.
Indstævnte, har påstået dommen stadfæstet.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Banearealet har, som det fremgår af luftfotos fra 1985 og 1992 i årevis efter jernbanens nedlæggelse fremtrådt som sådant og altså ikke som et landbrugsareal. Det var derfor åbenbart, at arealet også efter jernbanens nedlæggelse udgjorde en fra de tilgrænsende ejendomme særskilt ejendom, og at appellanten som ejer af en tilgrænsende ejendom ikke var berettiget til at råde over det. Appellanten har forklaret, at han tidligere havde byttet et stykke jord, som han ejede, på den anden side af Horsensvej, med det stykke af banearealet, der ligger umiddelbart vest for Horsensvej. I 1977 solgte han den del af matr. nr. 10 e, der ligger nord for banearealet, og erhvervede som delvis vederlag herfor den syd herfor liggende del af banearealet. Da kommunen i midten af 1980’erne ved lokalplan udlagde banearealet til sti, fik appellanten endvidere efter indsigelse ændret stiforløbet. Det var derfor åbenbart også for appellanten, at indstævnte (kommunen) var ejer af banearealet, og at han var uberettiget til at råde over det.
Under disse omstændigheder har appellanten ikke ved sin råden over banearealet vundet ejendomshævd.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
Litteratur
Vinding Kruse: Ejendomsretten (3. udg. 1951) s. 534-565,
Illum: Dansk Tingsret (3. udg. 1976) s. 428-459 og 470-475,
H. Krag Jespersen: Hævd (1977) s. 1-19,
W.E. von Eyben: Dansk Miljøret 4 (1978) s. 360-387,
Vagn Carstensen: Formueretlige Emner (2. udg. 1996) s. 85-97,
Bo von Eyben m.fl.: Fast ejendom (2. udg. 2003) s. 245-251,
Lars Ramshøj: Hvor ligger skellet (1998) s. 97-129
V.L.D. 10. oktober 2003 i anke 6. afd. B-2706-02
Dommen er gengives i Karnov under U.2004.208V
