Den grønne omstilling har medført en markant udbygning af vedvarende energikilder, herunder opstilling af store vindmølleparker. Men samtidig rejser det spørgsmål om balancen mellem samfundets interesser og naboernes ret til at være fri for væsentlige gener. I U.2009.2680H fastslog Højesteret grænserne for, hvornår naboer til et vindmølleanlæg kan kræve erstatning for de ulemper, anlægget medfører. Afgørelsen illustrerer den grundlæggende juridiske afvejning mellem individuel tålegrænse og samfundsmæssig nødvendighed.
Af Ejendomsadvokaten, advokat med speciale i naboret.
Baggrund og faktum
I 2002 blev en ny vindmøllepark med 10 moderne møller på næsten 100 meters højde etableret. Anlægget erstattede en ældre park med 27 mindre vindmøller på 50 meter. Parken blev etableret dels på As egen landejendom og dels på naboejendomme. A havde tidligere indgået aftaler om erstatning for mølleplacering og tekniske anlæg på sin grund, men gjorde i denne sag gældende, at de samlede gener fra de nye møller – især de visuelle – havde medført et værditab for hele ejendommen, som ikke var dækket af de tidligere aftaler.
A rejste erstatningskrav mod selskabet bag vindmølleparken med henvisning til den dommerskabte naboretlige grundsætning om tålegrænseoverskridelse. Sagen gennemgik flere instanser, hvor byretten og en voldgiftsret gav A medhold, mens Vestre Landsret frifandt selskabet. Højesteret stadfæstede landsrettens dom og gav dermed det endelige ord i sagen.
Det naboretlige udgangspunkt: Tålegrænsen
Naboret regulerer forholdet mellem ejendomsbesiddere, og grundprincippet er, at en ejer ikke må udsætte sine naboer for væsentlige og urimelige gener. Den såkaldte naboretlige tålegrænse er afgørende: Hvis generne overstiger, hvad der er almindeligt eller rimeligt efter ejendommens beliggenhed og karakter, kan det føre til erstatning.
Dog anerkender retspraksis, at visse gener – navnlig dem, der udspringer af samfundsmæssigt nødvendige anlæg – må tåles i et vist omfang. Dette gælder fx støj, skygge eller udsigtstab som følge af vejanlæg, telemaster eller som i denne sag – vindmølleparker.
Højesterets præmisser og vurdering
Højesteret fremhævede, at:
”Dansk rets almindelige regler, hvorefter der ydes erstatning for værditab som følge af varige naboulemper fra anlæg af almen samfundsmæssig værdi, i det omfang ulemperne overstiger, hvad der med rimelighed må påregnes som led i den samfundsmæssige udvikling […] også gælder på vindmølleområdet.”
Det vil sige, at man som nabo ikke har automatisk krav på erstatning blot fordi man oplever gener. En konkret rimelighedsvurdering skal foretages, hvor flere forhold vægtes:
- Genens karakter og omfang
- Ejendommens beliggenhed og brug
- Offentlig regulering og myndighedsgodkendelse
- Eventuel kompensation for visse gener
Højesteret lagde vægt på, at vindmølleparken var etableret i fuld overensstemmelse med alle relevante plan- og miljøretlige regler, herunder afstandskrav og støjgrænser. Den eksisterende regulering havde netop til formål at beskytte naboer og tage højde for gener, og derfor var det nødvendigt at respektere denne centrale afvejning.
Selv om A havde modtaget kompensation for opstilling og arealanvendelse på egen grund, ønskede han yderligere erstatning for gener fra hele vindmølleparken – herunder især visuelle indtryk. Højesteret fandt dog, at disse gener ikke oversteg den naboretlige tålegrænse.
Retlig betydning og præcedens
Højesterets dom er vigtig, fordi den tydeliggør:
- At selv varige og betydelige visuelle gener kan være inden for den tålelige grænse, hvis de følger af lovligt etablerede samfundsmæssige anlæg.
- At den offentligretlige regulering spiller en stor rolle ved vurderingen af erstatningskrav – jo mere præcist reglerne tager højde for naboers forhold, jo mindre spillerum er der for naboretlig kompensation.
- At dommen indskærper, at tidligere praksis med krav om ”ganske særlige forhold” i vindmøllesager er under forandring, og i stedet skal den generelle rimelighedsvurdering anvendes.
Tålegrænsevurdering i praksis – skematisk oversigt
| Moment | Betydning i naboretten |
| Anlæggets karakter | Almennyttige anlæg (vindmøller, motorveje, m.v.) vurderes mildere end private eller erhvervsmæssige. |
| Genens type | Støj, skyggekast, vibrationer og visuelle gener kan vægtes forskelligt. |
| Varighed og intensitet | Varige og daglige gener er mere indgribende end midlertidige. |
| Ejendommens beliggenhed | Byzone tåler mere end landzone. Tæt bebyggelse tåler mere end spredt bebyggelse. |
| Offentlig regulering | Overholdelse af lokalplan, miljøkrav og afstandsregler taler imod erstatning. |
| Kompensation eller aftaler | Hvis erstatning er aftalt eller modtaget, kan yderligere krav være udelukket. |
Diskussion: Naboens retsbeskyttelse vs. samfundets energibehov
Sagen illustrerer det grundlæggende dilemma i moderne naboret: På den ene side har ejendomsbesiddere ret til at nyde deres ejendom uden væsentlige indgreb. På den anden side har samfundet behov for at etablere infrastruktur og energianlæg, som uundgåeligt påfører nogle borgere ulemper.
Højesteret balancerer dette ved at betone nødvendigheden af samfundsmæssige anlæg, så længe de etableres inden for lovens rammer. Man må som borger tåle visse gener, hvis anlægget er samfundsgavnligt og godkendt. Naboretten er altså ikke en garanti mod forandring – men en mekanisme til at sikre rimelighed.
Konklusion
Dommen markerer et vigtigt retsligt princip i forholdet mellem individuelle nabohensyn og den grønne omstillings nødvendigheder. Højesteret fastslår, at når vindmøller opstilles efter gældende lovgivning og med indbygget hensyn til naboer, vil der kun i helt ekstraordinære tilfælde kunne opnås erstatning. Det understreger, at tålegrænsen i naboretten må ses i en samfundsmæssig sammenhæng og ikke blot i relation til den enkelte ejendom.
Dommens præmisser vil fremover få betydning i andre naboretlige tvister, ikke kun ved vindmøller, men også ved solcelleanlæg, datacentre, infrastrukturprojekter og lignende.
